En ny verden blev åbnet på en formiddag.

 "Med 2 gamle kataloger i hånden og en smule sommerfugle i maven ringede jeg på døren en lørdag formiddag hos Morten Abild”. Det hele var dog startet nogle uger før, hvor de 2 kataloger var blevet skubbet hen til mig, og en fælles kammerat havde spurgt, om jeg kunne tænke mig at skrive forord til det næste katalog.

Et kig på malerierne vakte min nysgerrighed, spændende farver, spændende kompositioner og mest af alt en fornemmelse af naturen, himlens farver og former, hvilket selvfølgelig vakte vejrnørdens interesse. Og den skulle ikke blive mindre efter en formiddag i Mortens atelier. Det første maleri, jeg ser, hænger i entreen og vækker ikke umiddelbart min interesse, men det gør Morten til gengæld, da han fortæller, at han finder inspiration til sine malerier i vejret, naturen og himlen.

Og vi har da heller ikke set på mange billeder i ateliet, før snakken går om former, farver og udtryk i de mange malerier. Uden at være den store kunstkender kunne jeg for første gang fornemme, hvad det vil sige at hente inspiration til sine malerier, jeg kunne genkende og genfinde former fra min egen verden i de abstrakte malerier, en ting som fascinerede mig. Og det tror jeg vil fascinere mange ved Mortens billeder, Morten giver folk lov til at lade sig fascinere og drømme, malerierne har nemlig ingen titler.

De unavngivne billeder gav min fantasi frit løb, for uden titel var hvert maleri som en ny lille verden, hvor intet var givet på forhånd. Hvad jeg så/ser i Mortens malerier behøves ikke, at være det som du ser og det er fascinationen, et maleri har ikke et facit men utallige muligheder. Jeg fik på en formiddag et indblik i en kunstners verden, jeg fik duften af frisk maling, jeg fik set malerier i arbejdsomgivelser og på hjemlige vægge – og vigtigst af alt – Morten gav mig tid til at se, snuse og danne mine egne indtryk, og måske derfor oplevede jeg noget helt fantastisk, jeg blev omvendt.

Malerier jeg 3-4 timer før ikke havde ænset, en tanke var pludselig blevet dem som hang fast i min hukommelse og som mit blik gang på gang vendte tilbage til, jeg opdagede, at med malerier er det som med mennesker – lad aldrigdet første indtryk være det dømmende. Da jeg sagde farvel til Morten den lørdag, var min indre palette fyldt til bristepunktet. Jeg havde mødt en mand, som var i stand til at fryse naturens farver og former, men som på forunderlig vis dog stadig formåede at lade farver, sanser og udtryk leve på lærredet….En ny verden var åbnet for mig. 

Peter Tannev