Jeg udstillede første gang i 1970 som 20 årig, samme år som jeg fik svendebrev som typograf. Otte år senere dimitterede jeg fra Skolen for Brugskunst som grafiker, og kunsten har fulgt med hele vejen frem til idag - mere eller mindre intenst. De sidste 3-4 år har der, ligesom i de unge år, været fuld fart på udstillingsaktiviteten. Jeg har udstillet på kunstmesser i Danmark og Tyskland for at netværke, har igennem tiden udstillet på flere censurerede udstillinger og har pt. samarbejde med 5 forskellige gallerier. Som billedkunstner dyrker jeg med nogenlunde lige stor entusiasme maleri, grafik og fotografi. Mit maleri har i de senere år været nonfigurativt og mest koncentreret om farve og strukturer i et meget afgrænset univers. Det motivløse maleri er vel en blanding af dette selvvalgte dogme og et ubevidst opgør med det meget symbolladede og kommunikerende formsprog, jeg i godt 30 år har dyrket som grafiker. Næste år kan jeg fejre 60 års fødselsdag og 40 års udstillingsjubilæum, og det er klart, at jeg har mere fortid end fremtid. Et faktum, der har haft indflydelse på proces og resultat omkring min seneste udstilling med gruppen HVEM i galleri North. Her har jeg arbejdet med foto-installation med afsæt i selvportrættet i et miks med personlige dokumentations-effekter. En anderledes arbejdsproces, hvor overvejelserne har stået i kø fra start til slut. Det har været en underholdende navlebeskuende og narcissistisk proces og en åbner til selvforståelsen. Jeg har været på en dyb indre rejse og stået på hovedet i gamle støvede kasser for at finde fragmenter fra et efterhånden langt liv. Og min konklusion er nogenlunde sådan: Min rastløshed, ubeslutsomhed og umættelige trang til at prøve nyt uden at gi' slip på det "gamle" gør, at jeg er på vej i alle retninger, imens jeg står bomstille. Et paradoks jeg for længst har accepteret - både som menneske og som kunstner... |